Lets blog!

Min familie og jeg bor i Gellerupparken. 113 m2 på 3. sal. Lige nu med udsigt til nyudsprungne træer. Altankasserne er netop plantet til. Udenfor er der et mylder af brune børn og om aftenen dufter der af vandpibe her og der.

På papiret er Gellerupparken det fattigste område i Danmark (76% af alle beboere over 17 år på overførelsesindkomst). 88% af beboerne har anden etnisk baggrund end dansk.
Samtidig er det et område i forandring, et område med 44% børn – mange med klingende århusiansk accent, et lille samfund mange forskellige ildsjæle.

Vi er flyttet hertil for at være med til at være kirke – vise hvem Gud er og bringe håb og forvandling. Forrige weekend havde vi klyngesøndag, hvor vi i klyngen (10 voksne og 3 børn, alle bosat her i Gellerup) havde lagt an til grill og inviteret vores naboer. 6 nationaliteter blev det til – indere, tyrkere, englændere, somaliere, en rumæner og danskere. Inderne undgik at spise hellig ko, tyrkerne var også bekymrede for om bøfferne nu virkelig var halal, men så findes der jo heldigvis kyllinger. Nabodrengene var ikke det mindste bekymrede – bare nysgerrige og interesserede i en burger. Høj stemning, masser af snak og krydret mad.

Så mange dage vil jeg sige, at Gellerupparken er bedre end sit rygte. Forskellene er heller ikke altid så store: Mange af os er troende, vi er nysgerrige og ønsker kun det bedste for vores børn og hinanden.
Andre dage (og heldigvis langt de færreste) koster det noget. Jeg bliver mindet om, at livet her ikke kun er nemt og trygt. Min vej krydser en af de få, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Jeg ville helst kunne sige, at der ingen grund er til at føle sig utryg her – men ind imellem er der alligevel.
Så kommer jeg i tvivl om projektet er det værd. Tænker over, om omkostningerne og udbyttet – den forskel vi reelt gør her – går op. Naboen er glad for os – men nytter det noget? Og gider jeg? Er det ikke bare dråber i havet? Kan jeg få villa, Volvo…?
Ind i det har Gud sagt til mig, at jeg overalt vil være kaldet til at leve blandt de svageste. At livet her i ghettoen ikke er særligt. Selv på den pæne villavej er jeg kaldet til at bruge energi på dem, for hvem livet bare ikke kører. Og familiært navlepilleri a la ”Vi bruger lige vores tid på os selv de næste par år – bare ind til ungerne er fløjet fra reden” er ikke hvad Gud vil med vores familie. Vi er kaldet til noget mere. Kaldet til noget udover os selv. Kaldet til de andre.

Når jeg møder afmagten, frustrationen, de blandede følelser viser Gud mig en flig af sit faderhjerte gennem mine nærmeste, kæreste her: Min mand, mine mikromakkere, min celle. Når jeg fx i min mikrocelle bliver tacklet med åbenhed, opmuntring og en ”vi-har-højt-til-loftet”-attitude, bliver det komplicerede mere enkelt. Det tunge er delt, de bærer med. Kærligheden jeg møder er den samme – om jeg er energisk eller opgivende.

Det har altid været en grundtone i mit Gudsforhold, at Han elsker mig, siger jeg er OK – uanset! Sådan er hans faderhjerte. At han som min far også udfordrer mig, strækker mig – kommer jo ikke som en stor overraskelse. Man siger at: ”Man vokser med opgaven”. Det er nok sandt.
Eller som Paulus siger:

I ved også, hvordan vi, som en far over for sine børn, formanede og opmuntrede og tilskyndede hver eneste af jer til at leve, som Gud vil det, han der kalder jer til sit rige og sin herlighed. 1 Thess 2,11-12.

Anna Korsholm Thomsen

Det har været inspirerende at læse bloggen her – både om faste og om forskelliges piger/kvinders hverdag med Gud. For nylig har jeg oplevet noget nyt mht. mit liv med Gud, det vil jeg gerne dele med jer.

I mit liv, har jeg prøvet alt fra at holde en times ”stilletid” hver dag, med lovsang, tilbedelse, bekendelse, bøn i Ånden, 4 kapitler i Bibelen (for at nå at læse Bibelen igennem på et år) og forbøn for andre udfra bedelister… Det gjorde jeg i ret lang tid… men jeg kørte sur i det – kom faktisk til et punkt hvor jeg i en periode slet ikke læste i Bibelen…
Så havde jeg en lang periode, hvor vi i min mikrocelle aftalte, hvilken bog i Bibelen vi skulle læse, og så læste vi et afsnit om dagen. Det hjalp til at holde en god disciplin og få noget læst.

Nu læser jeg en kort andagt fra en andagtsbog, sammen med at jeg spiser min morgenmad, jeg beder for mit arbejde på vej derud på cyklen og snakker lidt med Gud indimellem. Og nogle aftener tænker jeg dagen igennem og prøver at lægge mærke til, hvor jeg har set Gud den dag – det er blevet årsag til en del taksigelse. ☺

Ud over det, er der så sket nogen nyt og meget forløsende for mig: Jeg var til et Oasearrangement for nogle måneder siden, hvor Jens Petter Jørgensen, (tidligere Oaseleder i Norge) underviste. Han sagde bl.a. følgende: ”Der er kun én vej til Gud, og det er Jesus. – Men der er mange veje til Jesus!” og ”Det er vigtigt at hver enkelt har et levende forhold til Jesus” – I Århus Valgmenighed, hvor jeg kommer, har vi fået masser af undervisning om, at vi er forskellige personlighedstyper, og fået undervisning om, at der er forskellige måder hvorpå den enkelte bedst møder Gud – men Jens Petter Jørgensen fik det bare koblet sammen, så det blev til liv for mig. Gud har skabt os forskellige, og han ved at jeg som udadvendt person får energi af at være sammen med andre – og derfor trives jeg også bedst med at søge Gud, når jeg er sammen med andre. Så enkelt!! Og så forløsende!! (før havde jeg nemlig et stereotypt billede af, at jeg partout skulle søge Gud, når jeg var alene) Så nu har jeg valgt at prioritere at mødes et par morgener om ugen med nogle andre kristne til bøn – og det er meget givende. Jeg får især meget ud af, at vi tager udgangspunkt i vers fra Bibelen, beder stille/mediterer over dem og beder ud fra dem. Og faktisk gør det, at jeg beder sammen med andre, at jeg får mere lyst til også at søge Gud, når jeg er alene.

Sanser du mest eller er du mere intuitiv, er du mest spontan eller struktureret, mest udadvendt eller indadvent, mest føler eller tænker? – Hvad med at lade din personlighedstype inspirere dig til at søge Gud/være sammen med Ham, på måder som passer til den du er?

Elise Bjørnholt, diakon og lærer, kommer i Århus Valgmenighed

Jeg synes altid jeg har et stort behov for at kunne mærke Jesus i mit liv, på det daglige plan. Nogle dage beder jeg, eller taler en hel del med Gud om ting jeg tænker og oplever, andre dage, og dem er der vist lige så mang af, er jeg stille i mig selv, men aktivt lyttende. Søger min Gud for at opleve bekræftelse i de ting jeg tænker på og virker i. For tænk nu hvis jeg bare knokler derud af og Han ikke er med! Det kunne bekymre mig. Der findes ikke noget bedre for mig, end at høre Ham tale. Der er mange tidspunker og situationer, hvor jeg bare stille vender blikket opad og på den måde er “on line” med ham, og jeg ved, at han ved, at jeg søger Hans svar og visdom. Jeg nyder denne intime relation med Jesus. At vide at han er min og jeg er hans, det er min glæde i hverdagen. At vide at han er den samme igår, idag og til evig tid, og siger, at han aldrig vil forlade mig, er en bevidsthed jeg bærer med mig i hverdag.

Hanne Dalgaard
Netværk for Kvinder i Tjeneste
www.kvinder.com

Den gode historie

Jeg elsker en god historie. Både at høre den og at skrive den – særligt som journalist. For tiden har jeg brug for at høre gode historier om, hvordan det er muligt at tilbringe tid med Gud i en travl hverdag, fordi jeg synes, det er svært. Gode historier giver inspiration og får mig til at se nye muligheder.

Jeg har først nu forstået, hvad travlhed og træthed egentlig betyder, hvor min mand har fået arbejde. Vi har nu to fuldtidsjobs og en datter på halvandet år i vuggestue. Det tager tid at vænne sig til. Og det tager tid at lave rutiner, der passer til det liv.

Jeg har gennem mange år brugt tid med Gud om morgenen, før dagen gik i gang. Der var jeg mest frisk, og jeg kunne på den måde begynde med at lægge dagen over i Guds hænder. Det har fungeret godt indtil nu, men nu synes jeg, at det er svært at stå tidligere op, end jeg gør i forvejen. Ud over min egen tid med Gud, vil vi gerne bede sammen som familie. Begge ting er svære at få tid til.

Farmors fortælling
Jeg ringede derfor til min farmor for at høre, hvad hun mon havde gjort? Hun levede et noget anderledes liv, end jeg gør, men som medhjælpende hustru på en stor gård og med fem sønner, tænkte jeg, at hun nok vidste, hvad det vil sige at have travlt.
Hun fortalte, at de læste et andagtsstykke sammen efter morgenmaden. Og da børnene blev større, og det ikke var muligt at samles om morgenen, blev det efter aftensmaden.
Hun fortalte, at det ikke var nemt, og at de virkelig skulle beslutte sig for det, men også, at det på et tidspunkt blev en uundværlig vane.

I vores lille familie er vi derfor begyndt at gøre præcis det samme: læse et andagtsstykke efter morgenmaden og bede for dagen. Det er virkelig dejligt, og jeg håber, at vi på den måde kan få en vane med at tilbringe tid med Gud som familie.

Jeg er meget taknemlig for, at min farmor ville dele sin gode historie med mig, men jeg er stadig på jagt efter historier. Jeg vil gerne høre flere fortællinger om, hvordan familier får tid til at bede sammen, men også om, hvordan jeg selv kan få tid til at bede, når der er travlt.

Lad os hjælpe hinanden med at finde tid til Gud i hverdagen ved at fortælle og lytte til hinandens historier.

Maria Vibe Lynge Callesen

Jeg elsker at stå med lukkede øjne og ansigtet vendt mod solen og bare mærke varmen og lyset. Jeg tænker mit hverdagsliv med Gud på samme måde. Det liv er at stoppe op når som helst, vende mit ansigt mod Gud min far og lade Ham varme mig på ny. Ligesom blomsterne her på billedet vender sig mod solen.
Jeg har tit prøvet at følge fx en bibellæseplan morgen eller aften, men det lykkes kun nogle få dage. For mig er der bare ikke liv i en fast rutine. Jeg har stor respekt for andre, som lever og trives med det. Jeg tror, det er godt, men for mig bliver det kun pligt og dårlig samvittighed.
For mig er der liv i at følge min sult eller tørst. Det er noget vigtigt i at opdage, at man er sulten og tørstig – som Sprite opfordrer til i reklamen – både på krop, sjæl og ånd. Vejene skilles, der hvor vi beslutter os for, hvad der skal mætte os og slukke vores tørst.
Mit liv minder mig hele tiden om min sult. På den måde er det en velsignelse for mig at arbejde som præst og konferencemedarbejder i Oase og ikke mindst at være mor og ægtefælle, fordi det giver tusind anledninger til at komme til kort og gennem det blive mindet om, at uden Gud går det simpelthen ikke. Jeg bliver tvunget til at stoppe op, mærke sulten efter Guds nærvær og kreativitet, sole mig i hans lys, finde kræfter i at være hans barn. Jeg går efter at stille min sult, og selvfølgelig går jeg hele tiden forkert og prøver at lade mig spise af med det mennesker kan give, men jeg ved også godt, at det kun er min himmelske far som mætter min sjæl.
Ham være ære!

Alt godt

Helle Pahus

Min hverdag med Gud… hmm… Det er faktisk ikke så enkelt at beskrive min hverdag med Gud, for den er ikke sat i skema eller faste rammer! Så når jeg nu vil forsøge at beskrive den, så bliver det med små eksempler på hvordan den kan se ud.

Jeg ønsker ofte at min hverdag med Gud skal have en fast ramme, for det ville skabe en god rytme i mit andagtsliv. Det er i perioder lykkedes mig at skabe struktur ved for eksempel at lave lectio devina hver morgen inden jeg skulle af sted på studiet, eller fast bede for et eller andet, når jeg cyklede.

Men tit er min hverdag med Gud lige dér hvor jeg er, midt i det jeg har gang i, om det så er opvasken, støvsugning eller gåtur med barnevognen. Jeg bruger meget tiden i bøn, små korte bønner for familien, venner, kirken, København mv. Jeg beder for det jeg lige kommer til at tænke på/bliver berørt af. Jeg tænker at Gud på den måde leder mig gennem mine tanker.

Én fast rytme har jeg dog i min hverdag med Gud. Jeg takker og beder hver aften for min dejlige datter Frida, når jeg skal putte hende. Jeg oplever det som en fantastisk afslutning på dagen og det giver mig ro at kunne bede Gud om at beskytte hende hver aften. Derudover er jeg bare nødt til at sige Gud tak for den velsignelse det er, at have fået så skøn og dejlig en datter!!

Jeg oplever også at se spor af Gud i min hverdag, når jeg er i bøn og tilbedelse sammen med andre. Der er stor styrke i at mødes i bøn, at høre hvad Gud taler til andre om og derigennem se og opleve mere af Guds velsignelse.

Jeg vil slutte med at fortælle om en oplevelse som jeg for nylig har haft med Gud. For nogle dage siden gav Gud mig et vers fra salmernes bog, som talte meget ind i det jeg står i med min tjeneste lige nu. Det var en opmuntring efter en hård periode med masser af tvivl, og hvor jeg ikke havde fået talt med Gud om det der optog mine tanker. Det var et vers som gav mig håb og mod til at fortsætte og lade Gud være lederen af mit liv!
Jeg elsker når Gud på den måde taler ind i mit liv omkring det der sker, det som jeg selv er blind for. Jeg vil slutte med det vers som Gud har givet mig, og som nu hænger på væggen ved min seng, så jeg bliver mindet om hvem Gud er i mit liv:
”Jeg vil lære og undervise dig om den vej du skal gå, jeg vil give dig råd, mit blik er rettet mod dig.” salme 32, 8

Vickie Smalbro

I den næste tid, sætter vi fokus på hverdagen med Gud. Forskellige kvinder blogger om deres oplevelser med Gud i hverdagen.

Hvordan du møder Gud i din hverdag? Hvor er der spor af Hans nærvær, indgriben, vejledning osv. Hvordan mødes I? Hvordan bruger du tid med ham? Hvor, hvordan, hvornår.
Jeg håber du vil finde inspiration til andagtslivet, og til at se Hans nærhed i det daglige.

Kommentér, brug bloggen og opmuntrer hinanden. Håber i får noget ud af det:-)

Kærlig hilsen

Sara Laadal Mortensen, netværkskoordinator i Women’s Reboot